Den healende cirkel

Buddhistisk terapeutisk mandala.

Sonny Foltmar

Bogan's forlag, 2001.

Tim Pallis

-

Maleren og forfatteren Sonny Foltmar har skrevet og illustreret en lille dybsindig bog om den tibetanske mandala, som hun kalder Den healende Cirkel. Det gør hun fordi hun både beskriver den traditionelle tibetanske mandala og indfører os i tantra buddhismens terapeutiske mandala.

Den terapeutiske mandala er inspireret af de tantriske meditationer på element-energierne jord, vand, ild og luft. Med de meditative oplevelser som udgangspunkt males nu en personlig, psykologisk kosmisk mandala. Carl Gustav Jung malede i en periode hver morgen en mandala, og han kaldte mandalaen for "helhedens arketype".

Sonny Foltmar har arbejdet med denne udgivelse i mange år. Hun har rejst i Nepal, Indien og Sikkim og har først og fremmest modtaget undervisning og indvielse i Korlo Demchoks mandala af den tibetanske thanka mester Tenga Rinpoche.

I København har hun studeret hos den i mange år herboende tibetanske Geshe Tarab Tulku. Hun lægger i sin beskedenhed og taknemlighed ikke skjul på, at bogens buddhistiske indhold stammer fra de belæringer hun har modtaget af sine lærere.

Men der er heller ingen tvivl om, at Sonny Foltmar selv har praktiseret tantrisk buddhisme for at kunne videregive disse belæringer så klart og præcist, som hun gør det i et meget læsevenligt dansk. Det er bestemt lykkedes at fremstille en bog om et vanskeligt emne. Den første af sin art på dansk, i en omhyggelig sproglig formulering, som gør mandalaen og dens terapeutiske muligheder tilgængelig for læserne.

Den tantriske buddhisme og dens mere systematiserede form vajrayana buddhismen er det tredje og sidste trin i udviklingen af den indiske buddhisme. Denne reformation af mahayana buddhismen fandt sted i det 5. og 6. århundrede. Tantraerne stammer sandsynligvis fra folkelige religiøse og okkulte yoga systemer fra den del af Indien, som ikke var underlagt vedisk arisk kultur, nemlig Bengalen og Assam.

Den hinduistiske tantra lære er langt ældre end den buddhistiske, men da det er en mundtlig saivaistisk overlevering, var det de buddhistiske skolastikere, som først formulerede en tantrisk religiøs tekst. Da buddhismen først kommer til Tibet i det 8. århundrede er det ret naturligt, at det blev den form for buddhisme med en tantrisk overbygning, som blev indført i Tibet. Dette har været medvirkende til at farve buddhismen i Tibet.

Buddhismen har mange ansigter, og man kan derfor ikke gøre den tantriske buddhisme til udtryk for buddhisme i al almindelighed. Der er steder i Sonny Foltmars bog, som giver indtryk af, at buddhisme er noget entydigt, og at symbolikken i den tantriske mandala er mere generel end den i virkeligheden er. Det er en særlig form for buddhisme, som ganske vist står på skuldrene af yogacara buddhismens bevidsthedssystem, men omformer denne til nogen helt andet.

Yogacara buddhismen bliver under indflydelse af tantraerne og yoga lærens chakra system til vajrayana buddhismen. Alle traditioner og skoler indenfor buddhismen er assimileret i det brede buddhistiske spektrum vi finder i Tibet. Alle buddhismens mange ansigter viser sig her oven i købet krydret med den folkelige shamanismes magi og mystik, som bestemt ikke gør buddhismens lære kedeligere.

Når man læser Den healende Cirkel med en baggrund i andre traditioner indenfor buddhismen f.eks. theravada, zen, avatamsaka, tendai eller det rene land, vil der være ting som virker fremmed for ens fordom om, hvad der er rigtig buddhisme.

Selv meditationerne og visualiseringerne er noget helt andet end det man er vandt til. Men jeg har efterhånden lært, at der ikke kun findes én rigtig buddhistisk overlevering, men mange forskellige veje, som alle er inspireret af Buddhas oprindelige dialoger. Kristendommen har også mange ansigter.

Vi skal derfor lytte til den vej og den praksis, som bliver formuleret i Den healende Cirkel. Og her bliver man glædelig overrasket. Sonny Foltmar evner at sige noget væsentligt om den menneskelige situation og fører læseren til en dybere forståelse af, hvad der er galt med vor sædvanlige dualistiske opfattelse af vort liv og sindets kaotiske tilstand.

Men hun gør mere end det, for hun udpeger også sporene til en vej, som man kun selv kan gå, hvis man virkelig vil forstå hvad livet egentlige væsen er, og dermed den ikke-dualistiske opfattelse af alle ting.

Den healende Cirkel er en bog, som indfører os i en form for buddhisme, som er psykologiserende og terapeutisk. Det vil sige, at den er for de, der vil lære sig selv at kende og derigennem udvikle sig.

I den terapeutiske mandala er det vor egentlige natur, der er cirklens centrum. Her finder vi rum elementet, som er mandala princippets grundelement og repræsenterer tomhedsnaturen eller vort dybe oprindelige sind.

Cirklens omkreds står for vore omgivelser og de vilkår vi er betingede af. Dette er anderledes i zen buddhismen, hvor den tomme cirkel siges hverken at have centrum eller omkreds. I de tantriske meditationer kommer den mediterende til den dybeste naturtilstand, når centrum og cirkel forenes i en tilstand, som er uden form, men består af ren energi.

For at kunne skabe en terapeutisk mandala må man arbejde med forskellige meditationer på de fire elementer jord, vand, ild og luft, som forvandler og udvikler vore fysiske og psykiske energier terapeutisk i bevidsthedens øverste lag.

De klassiske tibetanske mandalaer er derimod forbundet med de såkaldte buddha aspekter. Buddha aspekterne repræsenterer hver især én af Buddhas oplyste kvaliteter, og hver af de ca. 500 buddha aspekter har sin mandala. Den tibetanske lama tildeler eleven en meditation på et buddha aspekt, der passer til hendes eller hans psykologiske habitus og spirituelle arbejde med sig selv.

Det kan f.eks. dreje sig om at forvandle den praktiserendes emotionelle energier eller følelser som vrede, stolthed, grådighed, jalousi/misundelse og dumhed/sløvhed til deres visdoms aspekter i det fuldstændig vågne ikke-dualistiske sind. Derfor lærer eleven at mediterer på mandalaens buddha aspekt og bruge dette som et symbolsk bindeled til at nå et dybere niveau af sindet, hvor jeg-bevidstheden er fraværende.

Sonny Foltmar skriver: Fraværet af det almindelige jeg er ikke ensbetydende med, at man indgår i symbiotiske forhold til andre, tværtimod, ved den rummelighed der opstår, når centrum og cirkel forenes, gives der plads til at andre kan være fuldstændig sig selv. Én selv og andre opleves som selvstændige individer, men der er ikke længere nogen psykologisk barriere, der skiller én fra omverden. Derved opstår der en spontan åbenhed, en fortrolighedens varme samt følelser af dyb mening, fred, klarhed, medfølelse, sammenhæng, helhed og enhed - hvor der før var følelser af adskilthed, angst for nærhed, modstand. Dette er den ultimative sandhed og peger på, at der er etableret en forbindelse til sindets iboende tomhedsnatur.